universets mærkelige måde at håndtere tingene på er… mærkelig.

havde egentlig troet jeg skulle være sammen med bedstevennen. men han tog ikke telefonen. så hyggede jeg mig med en film i stedet. frisk luft er et must før sengetid, så jeg gik da lige en tur i lokalområdet. hvor jeg stødte på en gammel ven der var lidt for fuld og lidt for langt væk fra sin fest. en fest jeg i øvrigt var inviteret til. så jeg tænkte, jeg ville da lige gå med tilbage og sige hej til folk. endte så i sidste ende med en date.

og det er så her jeg tænker: hjælp!

i en alder af 17 år har jeg ikke haft meget at gøre med drenge, andet end som venner. følelser er jo en alvorlig sag, og enten er de der, eller også er de der ikke. hele det der dating miljø aner jeg INTET SOM HELST om.

flirting er heller ikke noget jeg er specielt øvet i. jeg endte med at være nærmest pinligt selvbevidst. forløb nogenlunde sådan her.

jeg ankommer til fest. bliver udenfor, sammen med nogle gode venner. gode venners ven introducerer sig, og vi snakker. han virker sød. smalltalk er jo ingen sag, men kommer på usikker grund da han begynder at komme med komplimenter. det er ikke noget fremmede normalt lige gør… (…) må i sidste ende konkludere at han flirter, og panikker en smule. hvad gør man så? jeg vælger at sætte mig ned, og 2 sekunder senere sidder han der også. når lige at tænke hvad i alverden jeg forventes at gøre, da han spørger om ikke han må tage mig med i byen. får endelig hjernen på plads, og kommer med et forholdsvist normalt positivt svar. folk blander sig, og aner pludselig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. ender med at udveksle numre og derefter nærmest flygte hjem med en lam undskyldning der vist omhandlede søvn og en aftale jeg ikke har imorgen.

aner så ikke hvad nu?

går ud fra det bedste nok er at være helt mig selv og så tage det hele som det kommer… men altså, jeg bryder mig ikke ret meget om at bevæge mig ud i det ukendte…

alle gode råd er velkomne. og en eller anden, vær et dejligt menneske, og giv mig lige en tumpeguide til flirt?

…..

jeg har så ondt af min chef. og af min far. begge to mænd, der virkelig tror at materiel rigdom er alt.

hvis man har penge, har man det godt. hvis man har de ting man skal bruge, hvis man sidder godt og trygt i et hus, hvis regningerne bliver betalt til tiden - ja, så har man det rigtig godt.

penge er et nødvendigt onde. noget vi er nødt til at have, for at det er muligt for os at handle, også over grænser. men penge er ikke det der får verden til at dreje rundt.

en klog mand sagde en gang: “det er ikke kærlighed der får jorden til at dreje rundt. men det er dét der gør turen værd.”

jeg kan ikke være mere enig. når jeg står op om morgenen drejer min verden sig ikke rundt om arbejdet, fordi jeg skal tjene nogle penge. en god dag for mig er ikke en shoppingtur på strøget, med diverse indkøb af ting jeg ikke mangler. ej heller er det et trygt hjem eller en flot bil der sætter et smil på mit ansigt.

jeg synes penge er et praktisk system. jeg kan godt lide at have dem. man kommer længere med dem end uden. men oh gru hvis jeg en dag vågner op og tænker som min far. eller min chef.

når jeg går på arbejde er det fordi jeg kan lide det jeg laver, eller har nogle søde kollegaer. hvis det ikke er tilfældet, så er det bare ikke der jeg skal være.

hvis det ikke gør dig glad, så er det spild af tid. der er nogle der mener at det er urealistisk at gå rundt og være glad hele tiden. men hvad fanden skulle forhindre en i det? med en sund livsindstilling og lidt humor, kan man sgu komme langt for pengene. nåh nej - det koster ingenting.

jeg håber at jeg en dag når så langt, at jeg har lyst til at stå op om morgenen. det er ihvertfald det, jeg vil arbejde imod lige meget hvad jeg beslutter mig for at lave i min fremtid. så smil! og hvis verden ikke altid smiler tilbage, tja, så er det nok fordi den har fået stress.

de største glæder i livet er gratis. og hallelujah for det.

nu er cleenex officielt en del af standard udstyret.

jeg ville egentlig have skrevet om min ultradeprimerende morgen. eller om min forfærdelige bedste ven der ikke tager telefonen, og i øvrigt er på lolland i denne nødens stund. men min dag på arbejdet har enlig været så pudsig, at jeg hellere vil skrive lidt om den. det er nemlig ikke så tit mine dage deroppe er så interessante som denne var.

jeg ser mit arbejde som et hellested. hvor vi lægger privatlivet lidt bag os, og gør det vi kom for. og har det sjovt samtidig, naturligvis. det er så bare ikke alle der deler den opfattelse.

det skal lige siges, at hvor håbløst dobbeltmoralsk det må forekomme jer at jeg er, så bunder det i at jeg ser det bedste i mine kollegaer. dem alle sammen. da jeg ikke ser nogen grund til at gå rundt have det dårligt med folk, fokuserer jeg på deres gode sider. men jeg bliver fanget i midten en gang imellem, og så er det jo heldigt at jeg som regel kan snige mig uden om.

jeg er “træner” på macdonalds. dvs. at når nye folk kommer ind, er det mit job at sætte dem ind i tingene og følge dem igennem trin for trin til de selv kan. nu er jeg både forholdsvis godmodig, og tålmodig når jeg gider, så det er da fedt at have fået den position. jeg skulle såmænd også have trænet idag, frk. x kom til tiden, og havde forbløffende meget selvtillid. hun vidste også lige præcis hvem manageren var, og startede sin morgen med at udfordre sin skæbne. hun tillod sig nemlig at stille spørgsmål, og manageren, frk. y, bryder sig slet ikke om folk der ikke øjeblikkelig bukker for hendes overlegne væsen.

jeg fangede hurtigt vibrationen, da jeg kender min manager ret godt, og hvor flink hun end kan være privat, så er hun noget af et monster når hun får magtsygen på. jeg tænkte at det trak lidt op til uvejr, men ak, der lå langt mere bag. denne nye pige havde arbejdet der før, viste det sig, og kunne tingene helt udenad, så træning var der ikke brug for.

så kom der problemer. som jeg ikke engang anede var problemer. frk. z ankom med ven til restauranten. frk. z og ven er også mine venner, lige så meget som alle de andre jeg arbejder med.

og så begyndte dramaet. dun dun duuun.

pludselig bliver jeg hevet ind på kontoret af frk. y, der ikke lige er i bedste humør. af en eller anden grund faldt valget af lyttende øre på mig. (…) og så begyndte jeg endelig at forstå hvad der foregik bag facaden.

for dem som allerede er lidt lost i min usammenhængende historie, fat mod.

frk. y er datteren af selveste ham der ejer hele lortet, 4 macdonalds restauranter. så selvom hun kun har titlen manager, så har hun en del at sige.

frk. z er på samme alder som x, og er den der styrer vores løn. så hendes stilling er i princippet bedre end x’s, og hun har også en del at skulle have sagt.

frk. x er så den udefrakommende medarbejder som hverken z eller y er vild med.

frk. z havde et forhold til macdreamy (tak til greys hvis verden for den fantastiske betegnelse) og de slog op. z er staig forelsket i dreamy.

frk. y har også haft et forhold til dreamy, efter z.

frk. x er den pige macdreamy har bollet udenom med, da han kom sammen med z.

samtidig med at disse 3 piger arbejder samme sted, gør dreamy det også.

fornylig er y og z blevet “uenige” og nægter nu at arbejde sammen. y har i øvrigt forlangt at z holder sig fra den restaurant hvor hun, og jeg, arbejder.

idag trodsede z og ven dog det forbud, og brugt 6 timer på restauranten med at grine af y og pege fingre.

hvilket fik y helt op og ringe. hvilket betød, og hallelujah for det - at hun ikke havde tid til at råbe af medarbejderne.

da y så fik nok af  z og ven, ringede hun til mcdreamy og bad ham komme, i håb om at z ville prøve at undgå ham og gå sin vej.

og mcdreamy kom, blot for at møde sin eks, høre på frk. y og få den ubehagelige opdagelse at frk. x lige var blevet genansat.

det trækker i den grad op til uvejr. to titaner går i kamp, og udfaldet bliver ikke godt. men 1. klasses dramaet som jeg havde bedste skueplads til var helt sikkert et dejligt break fra deprimerende tanker om hjemme, skilsmisse og flytning. jeg morede mig kongeligt over alle parters sider af sagen. og gik hjem i tryg forvisning om at det nok skal blive interessant igen.

som om gud ikke allerede havde været nådig, fik jeg lov at se frk. y gå lige i sit eget spind. en veninde kom på arbejde, netop som jeg skulle til at gå. og frk. y fik travlt med at belære hende om, at hår SKAL sættes op når man er på arnejde. nu er det sådan, at min veninde har lidt kortere hår end mig, og mit går knapt til skuldrende. og da jeg havde fri lidt efter hun kom, tilbød jeg at hun kunne låne min hårbøjle. det ville hun gerne, og vi fortsatte arbejdet i tryg forvisning om, at det nu var fint. da så frk. z ser min veinde igen, siger hun at det er altså ikke godt nok med hårbøjle, næste gang SKAL hun tage hårelastik i. så kan man ligesom se at det langsomt dæmrer for hende at det er min hårbøjle. og at jeg står ved siden af hende. og at vi begge to ved, at hun aldrig har sat et ord om hår til mig i de sidste 7 måneder jeg har arbejdet der. hun forsøgte at redde situationen ved også at hive mig med ind i de nye hårregler, hvorefter hun meget hurtigt forduftede. er det nødvendigt at sige at vi morede os?

selvom det lige nu er svært at komme op om morgenen, så er det helt klart det værd når man kommer på arbejde til sådan en dag.

jeg er en kiss-ass. jeg er dobbeltmoralsk. jeg hader at sladre med andre, men gud hvor jeg dog elsker at høre sladder. og hvor ville mit 17 årige pigeliv dog også være kedelig uden.

nøjj hvor føles det dårligt. jeg sidder her og tænker på om jeg nu får røv imorgen på arbejdet. ud over det sædvanlige, naturligvis. når man arbejder på mcdonalds er der altid travlt, og det virker somom at lige meget hvor hårdt man prøver, så når man bare aldrig det man skal. i sommerferien har vi ydermere stort set ingen medarbejdere, da alle holder ferie på et eller andet tidspunkt.

men det jeg egentlig har det dårligt med, er hvorvidt jeg nu skal stå skoleret for min chef imorgen. jeg har altid haft utrolig svært ved at holde mig til en ting, jeg er flyvsk og keder mig let. jeg fløj fra 9. til gymnasiet til arbejde i netto til produktionsskole til arbejde på mcdonalds. og tænk, det har jeg faktisk holdt i 7 måneder. men nu går det galt. jeg kan simpelthen ikke mere.

alting er bare kørt af sporet for mig her i juni. jeg har sygemeldt mig lidt for meget, idet jeg følte trangen til at løbe væk melde sig igen. og det har selvfølgelig konsekvenser. jeg skal nok tage det med oprejst pande, for jeg gør aldrig noget jeg ikke vil stå ved. der er jo forklaringer på det hele, gode eller dårlige.

men føj hvor jeg hader det. jeg smider ansvaret over venstre skulder, og skal så forklare hvorfor jeg gør det. og det giver jo bare ikke så meget mening at sige til bossen: “jeg kan bare ikke mere”. for så er svaret jo, at sådan har alle andre det også engang imellem, og det er jo rigtigt. og jeg skammer mig over at brænde mine kollegaer af med sygemeldinger.

og så alligevel har der måske været en mening med dem her i juni. jeg tror at det måske var det der trængte igennem til min mor - at problemerne måske alligevel bør løses, når jeg nu siger det er derfor jeg ikke kan lave det samme i længere tid. (se tidligere indlæg for en forklaring på det).

i øvrigt, så ved jeg ikke helt hvordan jeg har det med skilsmissen og flytningen. for selvom det har været min uopnåelige drøm siden jeg var 14, så er jeg jo kommet så langt. det har været hårdt, men jeg har kæmpet mig op til et sted hvor jeg kan se mig selv i spejlet om morgenen og elske mig selv. jeg føler lidt tomhed. hvis min familie overlever alt dette. så skal jeg jo til at finde mig en ny drøm. og det har jeg ikke skænket en tanke de sidste par måneder. for i virkeligheden har jeg ikke så mange.

måske det var på tide at overveje hvad man egentlig skal blive til?